Tidsskriftet Litteraten

 Af Victoria Nissen 

Jeg er netop blevet færdig med Amalie Smiths Terra Cotta (2025), og kan varmt anbefale den til dem, som mangler en god bog til de kolde vinteraftener. 

Ler og Liv

Bogen er en samling af noter, tekster og samtaler, der alle cirkulerer om leret og livet, to ting der knyttes sammen på en ret fantastisk måde i løbet af handlingen. 

”Hvorfor er lerfigurerne på antikmuseet i Cyperns hovedstad, Nicosia, så levende? Hvad er liv overhovedet, hvordan er det opstået på en gold planet? Og hvordan skal det fortsætte?”

Noget af det første, der slog mig, da jeg læste Terra Cotta var måden, Smith leger med perspektiver: man får fornemmelsen af, at der hele tiden zoomes ind og ud, og bevæger sig som læser sammen med protagonisten fra mikro- til makrokosmos. Vi får først indblik i hendes intime sfære: hendes fødsel og hvordan hende og kæresten, D, navigerer i at balancere det nye familieliv med deres karrierer. Herefter zoomes der langt, langt ud fra hverdagen, helt ud til universet og dets begyndelse, og man kan sige, at vi går fra den enkelte kvindes fødsels til selve universets fødsel i dette store stræk. Personligt synes jeg, at det er en ret vild måde, Smith får knyttet universet og menneskets fødsel sammen – de kan nærmest spejle sig i hinanden, når de sidestilles som her, hvilket næsten kun kan vække dybsindige tanker om eksistens, kosmos og evigheden. 

Smith leger også med formatet på bogen, hvilket jeg synes var ret pudsigt, men også rigtig fedt. Jeg har personligt aldrig selv prøvet at læse en bog, nå halvvejs, for derefter at skulle vende bogen på hovedet og så starte fra ”slutningen” for at læse den færdig. Det føles som en form for eksperiment, der skal vise, at begyndelsen og slutningen måske ikke differerer så meget fra hinanden, som vi går og forestiller os. Man kommer til at reflekterer over, hvornår noget egentlig begynder, og hvornår det slutter? Hvad er start og hvad er slut?

Udover formatet på bogen, var indholdet også noget, der satte tanker i gang. Smith inddrager flere eksperter, bl.a. en kunsthistoriker og en geobiolog, i romanen, og formår at stille dem spørgsmål, der både er relevante for den verden vi lever i nu. På den måde får man indsigt i perspektiver og viden, man måske ellers ikke ville have opsøgt, og Smith får altså koblet en faglig viden på noget hverdagsligt på en spændende måde. 

Og så er der leret igen – det er gennemgående i hele romanen. Det er på en måde dét, der binder historien sammen: som materiale, metafor og kulturhistorisk; i form af antikkens figurer, i beretninger om liv og i de moderne laboratorier. Leret bliver et symbol på menneskets trang til at forme og skabe liv, et behov der går igen på tværs af sfærer.

Hvis det her lyder interessant, så vil jeg anbefale, at du køber eller låner Terra Cotta med det samme. Det er virkelig en bog, der får dig til at tænke – over liv, tilblivelse og jorden på nye og spændende måder.