Tidsskriftet Litteraten

Skrevet af Lisa Due Petersson

I børnelitteraturen bliver det tydeligt, hvilke værdier vi som samfund stræber efter, og hvilket verdenssyn, det er, vi ønsker at give videre til de næste generationer. Til min eksamen her til vinter havde jeg fornøjelsen af at lave en økokritisk læsning af Astrid Lindgrens ikoniske roman Ronja Røverdatter, et værk, der i sit natursyn, på mange måder spejler de værdier vi forbinder med løsningen på den klimakrise, vi lige nu oplever.

Grundlæggende omhandler historien Ronja og Birk, der kommer fra hver deres rivaliserende røverfamilier. Sammen finder de et hjem i skoven og vælger til sidst at vende deres fædres røverimperie ryggen. Ronja lærer af sit nye liv i skoven, at mennesket ikke er centrum i det større økologiske kredsløb, og et centralt tema i bogen er respekt for skoven og dens beboere; både dyrene og de mystiske underjordiske væsener, der bor der. Som Ronja i løbet af romanen lærer, har de lige så meget ret til skoven, som et hvilket som helst menneske har, og Lindgren giver her en vigtig lektie videre til børnene: mennesket er ikke de eneste med krav på naturen – den, og alle de liv den rummer, har nemlig også krav på sig selv.

I en tid hvor vi på mange måder glemmer vores skrøbelighed i relation til vores planet, minder Ronja og hendes tro følgesvend Birk os også om, hvor vigtigt det er at værne om både vores eget og andre væsners liv, og hvor små og sårbare vi alle er i det store billede. Vi er ikke verdens omdrejningspunkt, men ét punkt i et altomfattende netværk af liv, forandring og proces, og det skal vi værne om i stedet for at udnytte og nedbryde det.

De to karakterer tydeliggør ideen om, at det er de unge generationer, der må tage teten i opgøret med tidligere generationers grådighed og overdrevne forbrug. Du og jeg er sandsynligvis ikke arvinger til et røverherredømme, som Ronja og Birk er, men romanen positionerer os som læsere til at tage stilling til, om vores forfædres levevis er noget, vi har lyst til at føre videre; til at tage et opgør med det uhæmmede forbrug som det kapitalistiske samfund er afhængig af, men som vores økosystemer ikke kan bære. På den måde er vi alle døtre af røverkonger – vi røver bare ikke fra andre end os selv.