Tidsskriftet Litteraten

Af Luna Langhoff

’Hvilken beige er vi? – Måske lidt lysere, eller…’

Jeg klikker endeløst rundt på et farvehjul blandt faner og atter faner på min computerskærm, og bliver aldrig helt tilfreds med den nuance jeg lander på. Farveteori er ikke min stærkeste kompetence, men det er vigtigt, hvad jeg beslutter, for vi er ved at skabe et brand. Så det er nu det gælder; og alt lader pludselig til at gælde, selv den forhåbentlig anonyme baggrundsfarve på vores hjemmeside.

Naomi Klein beskriver i sin bog Doppelganger fra 2023, hvordan hun i en årrække har oplevet at blive forvekslet med Naomi Wolf, der indtil for nyligt var mest kendt for The Beauty Myth (1990) – altså lige indtil 2019, hvor det i et tåkrummende BBC interview kom for lyset, at hendes daværende forskningsprojekt var utilgiveligt ringe researchet.

Allerede inden Wolfs fiasko gik viralt og hun blev droppet af sit forlag Houghton Mifflin Harcourt, blev Klein forvekslet med hende. Det tog dog for alvor fart, da Wolf begyndte at ty til sociale medier, hvor hun i stigende grad postede mere og mere misinformerede konspiratoriske teorier om den amerikanske stat, COVID-19 vaccinen, selv Martin Luther King (der, ifølge hende, skulle være en dømt forbryder). 

Fejlagtigt har mange krediteret Klein med Wolfs bizarre tweets og udtalelser, og i Doppelganger behandler hun på baggrund af denne forveksling nærmere, hvordan vi online fordobler et jeg, der ikke helt er os selv længere – men som samtidig skal forestille at være indbegrebet heraf. Meget i tone med sit gennembrudsværk No Logo (1999) hævder Klein, at fordoblingen (og fremmedgørelsen) sker på grund af neoliberalismens tiltagende indflydelse: vi skal brande os selv, for at sælge os selv.

Det er dét pres, der melder sig, når jeg, i måske 20 minutter mere end hvad mentalt forsvarligt er, roder rundt med en minutiøs detalje som nuancen af beige til Litteratens hjemmeside. Men i virkeligheden sidder jeg og kurerer en nøje tilrettelagt persona, vi på redaktionen skal kunne brande, konstant iscenesætte: genkendelig, salgbar og algoritmevenlig. 

Forskydningerne, der ligger i brandingen af selvet, er mange. Redaktionen og jeg, udgør tidsskriftet, men ingen af os kan ligefrem siges at være Litteraten, dét brand, vi ihærdigt forsøger at skabe; alligevel er det et brand, vi ønsker, skal afspejle os alle, som individer og som gruppe, gerne i så koncentreret form som muligt – kog det ned til de vigtigste træk: venstrelænende humanister, feministiske litterater? Og når det så er gjort, får brandet sin egen identitet, der kun eksisterer online og ikke helt kan kobles til selvet længere. 

Jeg har ikke nogen konklusion på disse overvejelser; jeg har ikke læst Kleins Doppelganger færdig, så jeg kan ikke engang dele hendes konklusion eller snylte på den. Den cirkelbevægelse, der ligger i dobbeltgængerfænomenet, er kun sværere at bryde, når den bryder grænsen mellem fysisk og digital virkelighed. 

Det er måske værd at huske på, at den digitale dobbeltgænger mest af alt er en opgave, neoliberalismen kræver af os, i hvert fald ifølge Kleins logik. At jeg til sidst må vælge en nuance, der nok aldrig helt bliver den bedste, og bare lukke fanen – og alligevel lykkes med at skabe en platform, hvor kunst og kreativitet får sin velfortjente plads, er temmelig fortrøstningsfuldt. Ikke desto mindre, eksisterer presset stadig, når farvehjulet næste gang forlanger en beslutning.