Call for papers
På vores forskellige devices strømmer der til alle tider en insisterende flod af nyheder fra hele verden ud i lommerne og taskerne på os; om krige, korrupte myndigheder, autoritære statsledere, ulmende konflikter, stigende havstande. Listen fortsætter i det uendelige, og man kan næppe bebrejde nogen, når de søger væk fra denne tilsyneladende konstant kriseramte virkelighed og drømmer sig ind i de fiktive verdener, der venter på os i litteraturen, film- og spilverdenen. Fjerde udgivelse af Tidsskriftet Litteraten kommer til at handle om VIRKELIGHEDSFLUGT, og vi søger både artikler, essays og kreative projekter, der behandler temaet på forskellige måder. Kan Bridgerton eller Game of Thrones bruges til at forklare, hvordan fiktion lader os undslippe hverdagens mondænitet? Eller mener du, thriller-romanens popularitet afslører noget centralt ved den verden, den tilbyder tilflugt fra? Er eskapisme overhovedet holdbart og konstruktivt – og behøver det at være det? Send dit take i en artikel, et essay eller et kreativt projekt og vær med til at skabe en spændende udgave om VIRKELIGHEDSFLUGT i vol. 4 af Litteraten.
Vi glæder os til at høre fra jer!
Frist for indsendelse følger.

Artikler og uddrag
Blev din eksamensopgave særligt god, er du stolt af din BA/KA eller nyder du bare at skrive videnskabelige artikler, kan du sende dem til os. Vi forventer dog, at din tekst omskrives til en artikel, inden du sender den – det vil altså sige, at vi ikke tager imod uredigerede opgaver og BA’er/KA’er. Når du sender din artikel til os, vil den gennemgå peer-review processen, hvor redaktionen hellere end gerne hjælper med yderligere omskrivning og -strukturering af din tekst, hvis den udvælges. Vi forventer at din artikel er 8-12 normalsider, og at dit BA/KA-uddrag er 15-25 normalsider, afhængig af hvilken type opgave du indsender.

Anmeldelser og essays
Har du læst en bog, set en film eller været til en teaterforestilling, der er relevant for det aktuelle call for papers, modtager vi med glæde din tekst om den. Hvordan du ønsker at strukturere din anmeldelse eller dit essay, hvad du lægger særligt vægt på og hvilken vinkel du tager, er alt sammen op til dig – det eneste krav vi stiller er, at teksten ikke overskrider 6 normalsider, og at det du skriver om, er relevant for den aktuelle udgivelse af Litteraten.

Kreative projekter
Hvis du kan lide at skrive noveller, digte, klummer, essays eller lignende, er du velkommen til at sende dine tekster til redaktionen. Vi tager imod alt med åbne arme, og opfordrer samtidig vores læsere til at være med til at danne et tolerant og rummeligt miljø, hvor kreative projekter trygt kan deles. Der er ingen begrænsning på sideantal, og ingen krav til genre, stil eller lignende; projektet skal blot være relevant for den aktuelle udgivelse af Litteraten for at blive udvalgt til udgivelse.
Hvordan indsender jeg min tekst?
Redaktionen modtager kun skriv via mail på Litteraten@outlook.dk, hvor vi regelmæssigt vil gennemgå og indsamle de uddrag, artikler og anmeldelser, vi modtager. Ønsker du at indsende, beder vi dig om følgende:
- Send teksten som Word-fil (.docx), så vi kan rette i dokumentet
- Udfyld emnefeltet i din mail med fx “Artikel forår 2025”, så vi nemt kan finde den
- Inkluder navn og årgang i enten dokument eller mail, så vi kan kreditere dig korrekt
- Del gerne dine rettelser, tanker om- eller relevante noter til teksten med os
